Måske er det er så simpelt og dog så komplekst, at det er den menneskelige vrede, der smelter polerne? Indestængt vrede, der syder og bobler som lava i hvert et menneske. Ildelement i enkeltindividet og dermed i den kollektive masse. Varme, der siver ud mellem ribbenene og føres med vind, vejr og strøm til polerne.
Stakkels isbjørne, stakkels mennesker.
Vi ved, at mennesker og dyr, der fjernes fra sit rette element over tid bliver apatiske, depressive og afhængige af stimulanser. En rastløs, forvirret og vred menneskehed er på mange måder kommet så langt ud over kanten, at den er dybt afhængig af at et mirakel skal ske.
Vi ved, at mennesker, der ved lov i kolonialiserings eller apartheidens navn eller blot pga at livets tidevande bliver adskilte og tvangsfjernede fra sine vante omgivelser, kan miste dele af sin identitet og selvopfattelse i generationer; glide ind i livsapati også kaldet zen-sickness.
Mister mennesket adgang til sin gruppe- eller folkesjæl vil det skulle bruge sit liv og sin livskraft til at finde meningen med livet og finde tilbage til sine rødder. Bruge livet til at samle sjælefragmenter, som er kastet hid og did af det kollektive vind og vejr.
Et møde med en sjæleven på rette tid og sted kan være forskellen, som gør forskellen. Et øjebliks opmærksomhed eller omsorg kan udgøre et mirakel.
Et mirakel, som vækker menneskets evne til frivilligt at hele sine sår og være sig selv i tid og rum. Vækker evnen til at tage sin livskraft tilbage til sig selv.
Menneskets iboende behov for åndelig homeostase gør, at vi søger forening med vores højeste selv og vore dybeste rødder. Ur-instinktet i os, der ønsker at være os selv i vores reneste form i tid og rum. Du som dig og jeg som mig.
Hvad sker, når vi gang på gang bliver udsat for uretfærdighed? Når formelle og uformelle love og paragraffer giver os mindre råderum end andre i det offentlige rum? Når rester af feudalsystemet endnu sidder i den kollektive smertekrop og udgør dele af vores indre skygge?
Hvem er vi, når vi ikke er frie?
Vi må have luft, vi må sætte ord på vores frustration. Vi må handle for at kanalisere energien ud.
Luft er ensbetydende med frihed.
Frihed til at kommunikere; frihed til at være, frihed til selvpålagt tavshedspligt.
Kan vi ånde, er der håb.
Er der håb, er der liv.
En sjæl i et legeme med sort pigment fik afkortet sit liv her på jord.
Kvælningsdøden på åben gade var et symbolsk drab på ytringsfriheden.
Kvælning af femte chakra, hals chakra'et, som symboliserer kommunikation og udtryk i videste forstand.
Nåde og barmhjertighed var ikke-eksisterende.
Filmet og lagt ud på de sociale medier - det kollektive femte chakra - af en whistleblower, der var på rette tid og sted og derfor kunne dokumentere den etiske udåd.
En gnist og en steppebrand.
Det er nu, at der skal bedes for menneskeheden.
Vi kan ikke synke dybere.
Det er nu.
Carl Jung:
"We are constantly living on the edge of a volcano, and there is, so far as we know, no way of protecting ourselves from a possible outburst that will destroy everybody within reach.
It is certainly a good thing to preach reason and common sense, but what if you have a lunatic asylum for an audience or a crowd in a collective frenzy?
There is not much difference between them because the madman and the mob are both moved by impersonal, overwhelming forces.
(Psychology and Religion (1938))