Kvinde, katharsis og kreativitet.

For mange år siden omkring år 2000 sad jeg en dag på sengekanten og græd. Jeg havde ikke noget specielt at græde over eller om, der var blot en ufattelig stor sorg under overfladen, som nu kom til overfladen. Jeg have mistet min mor et par år tidligere, jeg var nået midtvejs i livet, mit liv som mangeårig lærer, mor til fire og min indre identitetssplittelse som "førstegenerationsindvandrer med dansk herkomst" var begyndt at sætte sine spor.

Jeg kunne ikke mærke mig selv, men takket være kroppens intelligens kom jeg til mig selv igen. Åndedrættet kombineret med katharsis* giver en følelsesmæssig reaktion og energetisk udladning, hvilket er en meget vigtig funktion for at kunne harmonisere kroppens energier.

Jeg stillede livets store spørgsmål "Hvem er jeg og hvorfor er jeg her?". Hvad jeg ikke vidste var, at heltindens rejse var startet, jeg måtte søge tilbage til rødderne. Hvem var jeg som kvinde og som menneske?

Den mytologiske ørkenvandring var uundgåelig, sjælen var på vandring og kroppen måtte bare følge med, hvilket medførte en geografisk selvrealisering, der tærede på pengepungen. Men sjælens udbytte var stort og kunne ikke gøres op i kroner og ører.

Mødet med andre mennesker fra andre kulturer gjorde et stort indtryk på mig.
Hvordan kunne de baltiske kvinder besidde så megen naturlig femininitet? Hvordan kunne nepaleserne være så gæstfrie, smilende og lattermilde? Hvordan kunne inderne besidde så megen spirituel visdom, at de så guddommen i hver enkelte menneske? Hvordan kunne russerne i timevis genkalde melodramatisk poesi? Og hvordan kunne hawaiianerne overleverer tusindårgammel shamanistisk praksis? Og til sidst og ikke mindst, hvordan kunne beduinerne overleve nattekulden i Sahara uden en ulden strikket færøsk undertrøje? Det sidste er mig stadig en gåde.

Tilbage til 2000 og mig selv siddende grædende på sengekanten?? Der var intet. Hverken smil, poesi, femininitet eller shamanistisk praksis - kun gråd, opløsthed, lommetørklæder og snot.

Den første geografiske realisering var København, turen var startskuddet til en indre transformation. Jeg havde nemlig meldt mig til NLP Practitioner kursus i NLP-huset, det var sommeren 2003. Et par uger før afgang oplevede jeg en meget stærk indre modstand. Jeg fandt alle mulige undskyldninger for ikke at tage afsted. Kun takket være min mand, som gav mig et velmenende spark, kom jeg afsted.

Den indre modstand i mennesket kan være meget stærk til trods for at den logiske analytiske del af os kan se en fordel. Indre modstand handler ofte om overbevisningsparadigmer og at kunne se meningen med tingene. Hvis løsningen på et problem ikke er organisk og naturlig, så er der ikke tale om en løsning.
Jeg kunne meget vel være blevet hjemme og slet ikke være taget afsted på NLP kursus, men så havde jeg ikke mødt tegnemetoden neurographicategnemetoden 16 år senere i 2019. Det er sikkert og vist.

“What matters is how quickly you do what your soul directs.” ― Rumi

En gruppeøvelse på NLPkurset bestod i at udforske kreativitet. "Hvornår var du sidst kreativ?" - Hvis det der var noget, jeg ikke var, så var det kreativ. Jeg var stagneret. Der var intet på mit indre display, der kunne genkalde noget lys overhovedet. Samarbejdet mellem det underbevidste, det bevidste og mit højere selv var helt ude af trit og jeg kunne ikke adresserer årsagen. Jeg var jo bare et menneske i sorg over ikke at have kontakt til mig selv.

Nogle af livets store spørgsmål handler om, hvordan vi kommer til live igen? Hvordan tager vi vor personlige kraft hjem igen? Hvordan kommer vi hjem i vor krop? Hvordan lukkes de uanede mængder af huller, hvor energien fosser ud?

*Katharsis - Lær neurograficategnemetoden og få styr på dit liv.