De gamle grækere havde to ord for tid. Kronos den linære tid, som vi normalt holder øje med, tiden med deadlines, planlægning og stress og jag. Kairos vores egen indre deltagelse i den kosmiske tid. Tiden der bevæger os, så vi mister vores tidssans; tidsløs tid; øjeblikke hvor tiden stopper op; tiden som er moden; fødeindtagelse, fornyelse, tiden i vores mors favntag. Tiden, hvor vi føler at være del af enheden istedet for udenfor den; selvet, tao, kærligheden som forbinder os til andre.

Vi mennesker har brug for den heling og omsorg, som kairos giver os. Stoppe op, trække vejret dybt, trække os ud af illusioner om at kaffen løber hurtigere igennem filtret, hvis vi stirrer på kaffen, end hvis vi vender ryggen til. Vi har brug for at falde i staver og lade vore fem sanser slappe af og falde i søvn. Ikke dermed sagt at Selvet er faldet i søvn. Selvet er lysvågent i den kosmiske dans, som foregår på tværs af tidszoner, religioner, køn og racer.  Den kosmiske dans, hvor vi er tæt forbundne, vi er hinanden.

Vi ved det godt....
Vi ved det godt, at vi på en og samme tid er to alen ud af et stykke.
Vi ved det godt, at vi på en og samme tid er som retten og vrangen på en skjorte, vi er ét.

Men den illusoriske smerte over at indse, at verden er så enkel og simpel, er ufattelig smertefuld for ego'et. For er utak nu verdens løn endnu en gang? Her har Jeg som Ego slidt og slæbt for at opretholde status quo, slidt og slæbt for at vedligeholde mine overbevisninger om, at verden er som Jeg troede den var - separation og lidelse - til ingen verdens nytte. Spild af tid og energi.

I skrivende stund...

Jeg kan høre en mobiltelefon ligge og summe. Den bliver ved med at summe og summe. Jeg undrer mig, hvorfor er der dog ingen, der slukker den? Hvem af de store børn har planlagt at forsove sig? Langt om længe tager jeg initiativ til at rejse mig for at lede efter den efterhånden forbandede mobiltelefon. Ja, undskyld mit sprogbrug, men hvad bilder telefonen sig ind med sin summen at sende vibrationer ind og forstyrre min kosmiske morgendans? Jeg havde det jo lige så godt, jeg var jo fordybet i noget meget vigtigt. En epistel til det kosmiske bibliotek.

Finder telefonen lagt til opladning og liggende vibrende på køleskabet - ja.... hvorfor ikke. Telefonen var minsandten min egen. Flovt eller pinligt? Der er ikke tid til pinlige røde kinder. Standardalarmen var sat til i det tilfælde, at jeg skulle glemme at det var nu, at jeg skal fordybe mig i verdslige ting ved mit skrivebord.

Jeg, som har været fordybet siden før hønsene stod op og siden tidernes morgen. Jeg, som altid er fordybet i tid og rum. Mit kosmiske Jeg, som konstant danser med sol, måner og stjerner i dyb tro og tillid til, at vi med vore liv har evig betydning for hinanden. Hvad bilder Kronos sig ind at komme og forstyrre Kairos??

Hvad er meningen med, at mit kosmiske Jeg skal rives ud af en virkelighed for at forholde mig til jordisk og verdslig virkelighed, som et vækkeur's natur jo er. Hvis et vækkeur ikke skal vække en slumrende sjæl, hvad skal det så?? Selv et vækkeur kan miste sin eksistensberettigelse.

Smerten over at være et dødeligt menneske var en af de illusioner, som har været sværest at få gjort has på. Hvilken drøm vågner vi op til? Hvis vi ikke er vore indre drama'er, vore indre emotioner, vore tanker, vore følelser, hvem er vi så??

Mennesker, der lever i fredelig sameksistens med os selv?
Fred og fordragelighed??? Lyder det ikke lidt for kedeligt???


Please hold the line.... :-)