Hvem havde i tidernes morgen kunnet forestillet sig, at den teknologiske udvikling og forbedrede levevilkår for millioner af mennesker ville udmønte sig i stor og massiv rejseaktivitet?
Forleden så jeg en film om masseturisme.
En film om bl.a. storkapital og kolosale krydstogtsskibe.
Achimedes' lov eller ikke - de enorme skibe flytter tusindevis af kubikmeter vand, så vi må sætte spørgsmåltegn ved, hvad er naturlig højvande, hvad er menneskeskabt højvande (skibe, boreplatforme, affald, plastik, badende mennesker etc.) og hvilken højvande skyldes polernes smeltning? Mange bække små gør som bekendt en stor å.
Billigrejser og alternative overnatningsmuligheder får mennesker til at myldre og stå i kø i gader og stræder - og på bjergtoppe.
Millioner af billeder bliver taget og lagt ud på de sociale medier. Billeder af bare fødder, drinks og solnedgange.
Som æslet i tegnefilmen Schrek skrydede: "Pick me, pick me, pick me!" Ego'et skal have sit ego-fix.
Vi skal 'like' og vil 'like'es' - vi er vore likes.
Menneskeheden er kommet ind i et hamsterhjul, hvor det kollektive ego får os mennesker til at bruge vore korte døgnflueliv til at 'like' digitale fatamorgana.
Den kollektive tidstyv og energivampyr har fået overtaget og 'psykiske frie radikaler' trænger sig ind på vores tastatur, fingerspidser og bevidsthed.
Der bliver sat lighedstegn imellem 'like' og eksistens. Hvis ingen 'liker' vore solnedgange, bjerge og bølgebrus på de sociale medier, eksisterer vi så?
Hvem er vi? Og hvad er meningen så med livet??
Måske har intet ændret sig siden Sct. Augustin af Hippo i 300-tallet skrev disse ord?
"Men go abroad to wonder at the heights of mountains, at the huge waves of the sea, at the long courses of the rivers, at the vast compass of the ocean, at the circular motions of the stars, and they pass by themselves without wondering."