Ifølge den gregorianske kalender er påsken 2019 nu overstået og kommer aldrig tilbage. Tiden er gået sin vej, tiltrods for at vi lever i ét stort NU, også kaldet evigheden.
Ringeffekten af denne påske (og alle andre påsker) vil fortsætte på det kollektive plan.
For nogle vil påsken 2019 blive husket som en påske med store overskrifter, clickbait og breaking news. Andre vil mindes påsken med sorg.
Hvad er sket? Hvad er sket? Det er ganske vist, noget er sket.
Notre Dame, Sri Lanka, Marsden Moor...
Medierne sender nyheder ud. Nyheder om ildelementets destruktive side spreder sig som en steppebrand.
Mere eller mindre handlingslammede menneskemængder står måbende, grædende eller på anden måde i følelsernes vold både lokalt, globalt og i Cyber Space.
Nogle græder af angst, nogle græder af chok, nogle græder af sorg, nogle undres, nogle beder til Gud, nogle laver konspirationsteorier, nogle står tavse, nogle ser syner, nogle tænker på basale nødvendigheder som mad og toilet, nogle tænker i symbolik og årsag og effekt etc. etc.
Et kosmisk realityshow, der går på tværs af landegrænser, religion og racer.
Ildelementet har endnu engang vist sig som den store forbryder i en ubarmhjertig og dog naturlig kæde af årsag og effekt. Ild har siden tidernes morgen kunnet antænde krudttønder og forårsage nød og elendighed.
Hvad gør den fortærende ild ved os og vores identitet, når vi mister noget værdifuldt? Mister vi familie og venner, mister vi jo en del af os selv.
Vi bliver skrøbelige og menneskelige - og må møjsommeligt finde den indre gnist for at livne op igen på trods af sorg, tab og identitetskrise. Vi er blevet en livserfaring klogere. Vi troede ikke, at det kunne ske for os - kun for andre.
Hærger ilden påvirkes økosystemet, enkeltindivider, familier, arbejdspladser, foreninger, ja selv Brutto National Produktet påvirkes efter devisen 'den enes død den andens brød'..... alt påvirkes i én stor cyklus.
Men lidt varme har som bekendt også ret.
Ild i tilpas små mængder kan gøre underværker.
Den indre livsgnist kan få et hensygende menneske til at livne op og give tro, håb og kærlighed endnu en chance.
En varm tallerken suppe en kold vinterdag kan få liv i stive lemmer.
Hjertevarme kombineret med en lun og romantisk sommeraften kan udvikle sig til en hed og svedig sommernat samt et lille barn ni måneder senere.
Uden ild og varme intet liv.