I nogle år har jeg leget med tanken om at komme ud i ørkenen for at fornemme ørkenstilheden.

Her på Færøerne, hvor jeg bor, vil man næsten altid som minimum kunne høre havet og lidt vind i øregangene. Total vindstille og havblik kan dog sagtens forekomme, men selv stilhed er jo relativ.

Ørkenen kaldte - og jeg kombinerede det med en akashatur.  

Dybest set vidste jeg ikke, HVAD der kaldte - andet end nysgerrighed og en initiering til et andet kontinent, andet klima og anden kultur. Det menneskelige ego vil jo gerne have sit.  

Men uanset hvilke planer det menneskelige ego har, så bliver vi af og til overhalet indenom af Universet, som har endnu større planer med os. Med andre ord, vi må forholde os eksplicit til nu'et. På underfundig og magisk vis udfolder universet sig og kosmiske øjeblikke opstår.

På vej ud til ørkenen - 'Door to the desert' - var vi blevet indkvarteret på hotel.

Efter aftensmaden ville jeg trække mig tilbage til mit værelse, men chaufføren insisterede på, at vi MÅTTE se Taourirt Kasbah (Palads) i aftenbelysning. Inderst inde havde jeg ikke lyst til at være turist på dette tidspunkt, men hvad gør man ikke for freds skyld - og ja, det var imponerende flot.

Mit problem var, at jeg pludselig var blevet en lus mellem tre negle. 1) Mit personlige ønske om at komme i seng, 2) et besøg ved en turistattraktion og 3) en beleven hotelmanager, som nu også var blevet en del af scenariet. Han havde hørt, at jeg var healer og terapeut.

Han fortalte, at han de sidste fire år havde prøvet alt muligt for at slippe af med noget hovedpine.

Aftalen blev, at han skulle vente til, at jeg kom tilbage fra turistattraktionen en lille halv times tid senere.

Hotelmanageren stod troligt og ventede, da vi kom tilbage.

Hvis der skulle være en session, så skulle det være nu - en times tid før midnat, gruppen skulle videre ud til ørkenlejren næste morgen. Det var køligt; på grænsen til koldt og jeg ville helst i seng.

Vi befinder os ca. 1000 meter o.h., stjerneklart, måneskin, palmer og swimmingpool. Nogle grader varmere og det havde været en romantisk film værdig.

Jeg bestemte mig for at introducere manageren for princippet bag en øvelse kaldet Timeline Change, som han så selv kunne arbejde med. Jeg kunne ganske enkelt ikke få mig selv til at skuffe ham fuldstændigt.
Jeg vidste, at jeg bare ville have kontakt med ham denne sene aftentime - og hvilken forskel kunne jeg gøre? Jeg vidste jo ikke engang om, han havde brug for kirurgisk afdeling eller hvad?

Nyt problem indtræffer.

Det viser sig, at hotelmanageren er naturtalent og forstår lynhurtigt princippet bag teknikken "Timeline Change" og begynder at guide sig selv.

Klokken er slået, jeg ved, at nu der er ingen vej udenom. Jeg ville ikke kunne komme i seng den næste times tid. Som min Master trainer og spirituelle vejleder Jack Makani gentagne har sagt "Sætter du en proces i gang, så gør du den færdig og rydder op efter dig!"

Den terapeutiske proces var i gang.

Det udmundede i en fantastisk flot, dyb og effektiv terapisession her på grænsen til midnat og til Saharaørkenen. Jeg var i mit es til trods for ørkenkulde. Jeg vidste, at det var et kosmisk øjeblik. Jeg vidste, at det var en livsvigtigt opgave, jeg var sat på. Jeg vidste, at dette var en af disse sessions, som aldrig ville blive faktureret andet end med "Rewards in heaven."

Efter en lille times tid senere ved midnatstide forlod jeg stille manden.

Jeg efterlod ham stående stille i måneskinnet. Han var forbundet til universet, hans øjne var fugtige, han var rørt:
"I have become another person."

"Au revoir,"

Sahara; Dorthe Gyldenkærne, Akasha Master Healer & Psykoterapeut. Photo credit: Alex Luka Ladime