Måske, måske ikke, har du hørt om Inner Child healing?
Lad os forestille os en mor, der sidder med sit lille bedårende nyfødte barn. Moderfølelserne omfavner barnet med så megen kærlighed, så barnet næsten drukner. Stakkels barn, det bliver elsket over alt på jorden. Moderkærligheden bliver projiceret over i barnet - og mor og barn bliver et - og alt er som det skal være.
Men naturens og universets veje er uransagelige. Uanset hvor megen kærlighed barnet modtager, så vil barnet med alderen begynde at søge efter en endnu dybere kærlighed og sandhed end den, som moderen kunne give. Nemlig kærligheden til sig selv og sin næste.
Spørger du f.eks. moderen: "Elsker du dig selv?", så vil hun sandsynligvis, som så mange andre kvinder, ryste på hovedet evt. være i tvivl. - Og måske har hun aldrig sat sig selv det spørgsmål? Måske har hun ikke en gang tænkt tanken?
Naturinstinkterne vil sørge for at mor generelt har kræfter til at sørge for sit barn, og nogle gange ufattelig mange kræfter, som gør at en mor vil gå igennem ild og vand for sit barn. At huske sig selv og sin egenomsorg kan være svært, især hvis der er flere børn i familien, der kræver sit.
En skønne dag, dukker spørgsmålet om meningen med livet op. Kvinden spørger måske sig selv:"Hvordan er jeg endt her i denne situation"? - og op fra det underbevidstes cellehukommelse dukker en lang kæde af årsag og effektvirkninger. Og nej, det er ikke mor og fars skyld, ej heller samfundets skyld....det er en helt normal udvikling af sjælens embryon.
På samme måde som et agern har al kraft iboende, således har vi mennesker det også. Vi er fødte til at vokse ikke bare fysisk men også spirituelt.
Vi ved, at en lærer ikke kan undervise mere end til det niveau, hvor læreren selv er kommet til. Så et meget filosofisk spørgsmål kunne være: Kan en mor, som ikke elsker sig Selv elske sit barn?
For at kunne elske sig Selv af et rent og godt hjerte, må vi mennesker gennemgå en spirituel og eksistentiel transformation - en indre marathon. En proces som ikke altid er lige nem, særligt hvis den personlige energi er ubalanceret. Krop, sjæl og sind skal igennem renselses- og opstigningsprocesser.
I svære perioder er det vigtigt at være knyttet til en spirituel guide og mentor - en som kan guide os videre. En, som selv har gået vejen før os.
En del af healingsprocessen er at heale det såkaldte "indre barn", som er den populære betegnelse for arketypiske energier, der påvirker vore liv på godt og ondt.
Alt efter situation dukker varianter af disse energier op og er kendetegnende med visse tendenser inklusive skyggesider. (Enneagramtyperne arbejder parallelt med disse arketyper)
- Det sårede barn (traumatiserede, oversete og misbrugte barn)
- Det forladte eller forældreløse barn (Askepot, familiens sorte får)
- Det afhængige barn (optaget af egne behov, der mangler noget i barndommen)
- Det uskyldige barn (uskyldigheden selv, alt er godt, hvorfor manifestere energi til handling?, lever i fantasiverden.)
- Det naturlige barn (knyttet til natur og dyreverden, kommunikerer med dyr. Dog kan skyggesiden være med til at udøve vold mod dyr og ødelægge naturen)
- Det guddommelige barn
Kerneproblematikken bag alle barnearketyperne handler om:
afhængighed vs. ansvar.
Hvornår skal man tage ansvar og træde i karakter?
Hvornår er det hensigtsmæssigt at have en sund afhængighed?
Hvornår forsvarer man gruppen?
Hvornår er man aktiv støtter af samfundet?
At lære sig selv at kende og elske sig selv som menneske med hud og hår er nok den mest udfordrende opgave, vi kan komme ud for i livets skole. Dette fordi vi er bundet op i energier, overbevisninger og vaner, som er blevet en så integreret del af os, at vi tror det er normalt at have det, som vi har det. At det er vores natur. Det er sådan vi er.
"It's normal to be broke; why be normal?"
Det er uden for den menneskelige tænkeevne eller meget vanskeligt at forestille sig, at der er noget, der kan være så meget anderledes, så dybtfølende varmt og så bestyrkende, som det er at være i fred med sig selv. Være komfortabel i sin egen krop og ikke bruge unødvendig energi for at holde fokus i livet.
De fleste mennesker er ude af balance, frusterede og stressede. Hvis den rette energi dukker op, vil en vag intuitiv fornemmelse i cellehukommelsen kunne guide os videre i livet og ad åre opnå en dybfyldt indre fred og glæde ved livet.
Men hvordan kan vi vide, hvad vi leder efter??
Hvad skal den indre gps navigere efter?
Er det en varm, gylden, hjemlig og levende hjertefornemmelse, vi leder efter?
Er det tro og tillid?
Er det en Nice-to-have-or-need-to-have-følelse??
Har vi overhovedet et ønske om, at elske os selv, som vor næste?
