Jeg ved ikke, om du kender situationen? Tårerne løber ned ad kinderne, du sidder måske på sengekanten eller står under bruseren? Familien er optaget af deres interesser og gøremål, og du sidder med dig selv og dine tanker. Hvordan er jeg havnet i denne situation? Hvorfor græder jeg? Skal jeg ikke bare trække stikket ud?
For skams skyld tager du dig måske sammen, skyller øjnene og går tilbage til familien. - Og livet forsætter sin vante gang, indtil næste gang....
Alverdens kvinder kender en eller anden variation af denne historie. Magtesløshed, håbløshed og fravær af omsorg og kærlighed.
Og vi snakker ikke om omsorg, som kommer fra partneren og eller familien. Men om egenomsorg. Den dybe kollektive egenomsorg og kærlighed, som kun vi kan give os selv.
På den ene side så synes vi, at det er synd for os selv og på den anden side, så ved vi mere eller mindre bevidst, at sjælen ikke har brug for 'self-pity-lotion'. Sjælens lys har ramt vore hjerter. En spirituel og nødvendig fødselsprocess er sat igang.
En kollektiv proces, der går ud på at lære at elske os selv og heale ikke blot vores indre barn, men også vore 'modersår'. Relationen til den altomfavnende moder og arketypiske kærlighed.
Kærlighed er ikke, som mange tror en følelse; kærlighed er en kompetence.
En kompetence der kræver daglige opmærksomhedsøvelser.
En kompetence der gør, at vi kan rumme os selv, vores sorg og kummerlighed.
En kompetence der gør, at vi kan se hinanden uden splinter og bjælker i vore øjne, men som det vi er. Smukke sjæle.
Spejl dig i sjælens spejl - og du vil blive seende.