Du kender det sikkert. Du ser en ny frugt, en ny middagsret, noget du ikke har set eller smagt tidligere. Sindet arbejder på højtryk med en indre dialog? "Skal, skal ikke sætte tænderne i?"

Tilliden til dine smagsløg lever måske ikke helt op til egne forventninger. "Skal jeg turde at sætte tænderne i? Ja eller nej?"

Det menneskelige sind er fyldt op til randen med dualiteter, for og imod, før og efter, op og ned, ud og ind etc etc. Dette gælder også spørgsmålet: "Elsker, elsker ikke?"

Elsker du dig selv, eller elsker du ikke dig selv?

Hvis du er et helt normalt gennemsnitsmenneske, så vil du svare, at det er lettere at elske din mand, børn, kæledyr end at elske dig selv. Vi kan på det nærmeste elske vores små nuttede børn så meget, at vi har lyst til at bide i dem og spise dem.

- Og ja selvfølgelig skal trangen ikke udleves, vi er jo ikke kannibaler, vi er civiliserede mennesker. Men trangen til at gå i ét med den, vi elsker allermest kan næsten være uimodstålig.

Men hvorfor er det så så svært at elske os selv med hud og hår?

For logisk set, så må vi gå ud fra, at en gang i vor allertidligste barndom, da vi var bittesmå, da var vi så elskelige, at vore mødre og fædre var klar til at bide kærligt i vore små ører af ren henrykkelse. Vi var så elskelige, at vi kunne spises med hud og hår.

Men denne henrykkelse varer jo ikke ved. Nogle gange kan forældre på det nærmeste have lyst til at smide de små poder ud af vinduet bare for at få en nattesøvn i fred - af kærlighed til sig selv.

Skammen i vore hjerter forhindrer, at vi udlever energien. Vi ville jo ikke kunne se os selv i øjnene, hvis vi smed barnet ud med badevandet.

Barnet mærker intuitivt, at mor og far lukker hjerterne ned for selv at overleve. Den tidlige barndom er med andre ord en rejse ind og ud af paradis. Elsket, ikke elsket, elsket, ikke elsket. Til sidst vælger barnet at leve i eksil uden for paradis.

For ikke at miste sin inderste kerne og blive spist op af omverdenen danner barnet nogle barrierer, et ego, strategier og forsvarsmekanismer. Jo ældre vi bliver, jo tykkere bliver skallen, og vi bliver mere og mere kræsne, vi glemmer smagen af vores inderste kerne af lys og kærlighed.... indtil en skønne dag....

at sjælslyset bryder frem - og så går det hurtigt med at få smag for sig selv, for hvad er vi i tidens løb ikke gået glip af?