"What Is In One Is In The Whole"..... alle spirituelle retninger har på hver sin måde en accept og forståelse af, at hvad vi gør mod os selv, gør vi mod natur og menneskehed.

For snart halvtreds år siden var jeg på skoleudflugt.

Sjette klasse.

Vi var i Skagen, det var fantastisk, det var smukt, det var august, det var sommer, der var højt til loftet og marrehalm og småkrat kantede grusvejen, hvor vi gik.

Vi var fire klassekammerater, som traskende gik ad en grusvej mod Gl. Skagen. Det var indbegrebet af varm dansk sommer, is, shorts og sandaler, det kunne ikke være mere idyllerisk - og var længe før at mobiltelefonen så dagens lys.

Mens vi gik og småsnakkede, dukkede der en hugorm op i vejkanten foran os og startede snoende sin tur på tværs af grusvejen.

Vi stoppede op og gjorde, som vi hjemmefra havde fået fortalt af læreren i det tilfælde, at vi skulle møde en hugorm. Vi stod musestille og sagde ingenting. Plus at vi havde fået undervisning i, hvad vi skulle gøre, hvis en af os blev bidt af en hugorm. Så inde i mig, var der ikke nogen frygt. Mere nysgerrighed og betagethed.

Stemningen, jordfarverne, støvet, de snoende bevægelser.

Pludselig løb en af drengene hen og og hoppede på hugormen, stampede og trampede indtil slangen lå livløs og mere eller mindre smadret i gruset.

Jeg var chokeret, jeg var målløs, jeg blev bange - ikke for hugormen, men for min klassekammerat. Endelig kom der ord ud af min mund: "Den havde jo ikke gjort noget!".

Drengen stod med den ene fod på slangen og svarede: "Den kunne have bidt os!"

Den gode stemning i mig var ødelagt. Der var sket noget uopretteligt, der var i min model af verden sket noget moralsk forkert .

Vi gik videre.

I snart halvtreds år har denne oplevelse været del af min psykospirituelle biologi, og har aldrig været bearbejdet eller sat ord på - før end nu.

Oplevelsen blokerede min livsenergi, jeg kunne ikke være mig selv bekendt som menneske. Skammen over at være menneske har siden været ufattelig stor.

En hugorm på en støvet grusvej, hvad farligt kunne der være ved den? Den var på hjemmebane, vi børn var på udebane.  

I mit perspektiv havde hugormen og vi børn ikke på noget tidspunkt været på kollisionskurs. Jeg havde et intuitivt kinæstetisk 'fuldt stop' skilt og ville lade slangen passere med 'forkørselsret' og derefter selv gå videre - en oplevelse rigere.  

Definitionen på et traume er ikke hændelsen i sig selv, men den måde, hvorpå vi som individer opfatter og takler en situation. Spørgsmålet for mig har været: Mister vi en del af os selv, når vi er vidne til dårskab?

I så fald er der mange, der igennem historien må have mistet dele af sig selv.

Massakrer har der været nok af.....Rwanda, Black Wall Street, Katyn, Armenien .....blot for at nævne nogle få ....og så er det alle de andre uhyrligheder, som mennesket kan finde på. Listen er lang.

"What Is In One Is In The Whole"

Hvis det tager små halvtreds år for mig, at få sådan en skoleudflugthændelse gravet op af det underbevidste og få kastet lys på; så kan vi kun gisne om 'forløsningstiden' for større kollektive hændelser.

Undertrykte og uforløste emotioner påvirker vores helbred, vores kreativitet og flow og samfundet som helhed.

Hvad der er i den enkelte, er i helheden.

Tiden er til at tage ansvar, sætte os selv fri, hele os selv, slikke vore sår, tilgive os selv - ikke så meget af egoistiske grunde, men for at give et kollektivt bidrag til en bedre verden. Kosmisk velgørenhed kan man vel næsten kalde det.

------

Og ja, hugormen kunne have bidt os........, men selv børn kan vel besidde en vis portion sund fornuft? Eller måske er jeg bare for naiv?