Godt nytår!
Tankeformen og årstallet "2019" er ved at fæstne sig i vore sind.

Dagene går, bliver længere og det bliver lettere og lettere at acceptere for det underbevidste, at den usynlige midnatsmålstreg mellem 2018 og 2019 er passeret. Klokken er slået, og 2018 kommer ikke igen. Tiden er uigenkaldelig.

Tid er en idé, som vi alle møjsommeligt prøver at forholde os til. Vi kan i en uendelighed kigge på kalendere, ure og klokker.  "Hvilket årtal har vi? Hvilken ugedag har vi? Hvad er klokken? Hvornår skal vi op? Hvornår skal vi seng?...."

Nogle mennesker har et stort indre ur og stor foretagsomhed. Andre mennesker glemmer let og elegant gang på gang både tid og sted - og tager dermed forskud på evigheden.

Hvorfor bruge tid på at fortælle om tid, når overskriften handler om tilgivelse??

Vi bliver nødt til at bruge tid på tid, fordi fænomenet tilgivelse opererer ikke i den i den lineære tidsopfattelse. Tilgivelse er fuldstændig ligeglad med kalenderår, finansår og modediller. Tilgivelse sker i 'hellig tid' i nu'et og i evigheden.

Almindelige stressede mennesker opererer med lineær tidsopfattelse: Den næste opvask, det næste lyskryds, den næste bonuscheck, den næste film etc. etc.

For at opnå tilgivelse må vi gå hinsides den linære tid og ind i 'hellig tid', hvor alt kan ske.  Årsag- og effektkæden brydes og vi kan påvirke vores bestemmelse som menneske. Vi kan give efter og vi kan smelte vore frosne hjerter.

I lineær tid kan vi sige "undskyld" for noget, vi har gjort i nær eller fjern fortid men dette er ikke ensbetydende med, at vi er tilgivet.

En svær skuffelse eller bitterhed kan måske tage måneder, år eller generationer at opløses i vore hjerter.

Ho'oponopono er et hawaiiansk udtryk og redskab til brug ved tilgivelse. 'Ho'o' betyder 'at gøre', 'pono' betyder rigtigt og ponopono betyder 'dobbelt rigtigt' at gøre tingene rigtig godt igen. For at kunne anvende teknikken effektivt kræver det, at vi er i meditativ hellig tilstand.

Efter at have været i meditativ hellig tilstand og har angret, tilgivet, vist taknemmelighed, kærlighed og trukket vejret dybt er vi igen istand til at navigere i lineær tid uden at have fortiden på slæb.  

Dette fordi, ved sand tilgivelse vil kroppens molekyler få adgang til mere tid og energi. Energien vil ikke længere hænge fast i fortiden som en karamel en varm sommerdag, klæbende og klistret.

Sand tilgivelse tilfører os lys, energi og flow.